En minimalistisk blog med fokus på bæredygtighed

Syv ’smertefrie’ spartips

Syv ’smertefrie’ spartips

Ordet ’spare’, har en lidt negativ lyd og umiddelbart kan man jo synes at det lyder enormt kedeligt. Der er dog mange små måder at spare på, hvor man ikke behøver føle at man går på kompromis. Mange små hverdagsvaner som hurtig kan laves om uden at det overhoved gør ondt. Selv har jeg i løbet af året fået følgende syv ’smertefrie’ vaner i forhold til at spare.

  1. Vi har skiftet vores opvasketabs ud mod opvaskepulver. På pakken står at man skal bruge 18 gram per vask, men vi har prøvet os frem og en tredjedel af den anbefalede mængde, er nok. Det  betyder, at en pakke pulver på 1 kg rækker i næsten 6 måneder, når man som vi, starter maskinen en gang om dagen! Hvis man foretrækker opvasketabs, kan man med fordel dele dem i to, og få pakken til at række dobbelt så længe. Det skulle ifølge sigende også være godt for maskinen.
  2. Jeg har fået en tørresnor i haven. Det gamle stativ knækkede i en eller anden storm for flere år siden, og et nyt af slagsen har længe stået på ønskelisten. Haveprojekterne har dog været mange og snoren blev sat lidt på standby. I sommer kom den dog på plads, og jeg er næsten barnligt glad for den. Fra den dag har jeg i princip ikke brugt vores tørretumbler. At tørre tøjet i tørretumbleren skulle koste i gennemsnit 6 kroner per gang og med tanke på at jeg nok har brugt den i gennemsnit 5 gange om ugen, vil det give en besparelse på 1560 kr./året. Det er jo også en slags penge.
  3. Vi bruger sæbe i flaske med pumpe. Jeg ved ikke om ungerne spiser sæbe eller hvad de gør, men både shampo og sæbe i bruseren har en tendens til at forsvinde enormt hurtigt. Vi har nu investeret i en flaske med pumpe som vi fylder vores sæbe og shampo i, og nu rækker vores produkter meget længere.
  4. Vi bruger genanvendelige indkøbsposer. Jeg har en i min taske og vi har et par stykker i bilen, og det er utroligt skønt at slippe for alle de engangsposer!
  5. En af de sparvaner som der alligevel skal en lille indsats for at gennemføre, er den med madpakker. Siden jeg kom tilbage fra sommerferien, har jeg ikke brugt kantinen på arbejdet, men været rigtig god til (skuldreklap til mig selv) at tage madpakke med. Vores kantine er ikke direkte kendt for at byde på en stor kulinarisk oplevelse, så de 30-35 kroner man bruger hver gang, kan sagtens bruges på noget bedre.
  6. Som regel laver jeg mad til to middage en eller to gange om ugen. Det sparer både tid og penge og det er så skønt at slippe for at tænke på det med middagen hver dag. Hvis muligt, laver jeg mad mandag og tirsdag, så kan vi spise mandagsrester om onsdagen og tirsdagsrester om torsdagen, så behøver vi ikke at spise samme mad to dage i træk. Oftest laver jeg også så at der er nok til min madpakke, for at gøre det supernemt.
  7. Noget så simpelt som at opbevare rugbrødet i køleskabet, har sparet os for mange ærgrelser, men også for lidt penge. Vi er ikke de store brødspisere her hjemme og det er blevet til mange halvfulde poser med muggent brød igennem årene. Jeg bryder mig ikke om madspild! Nu er vi begyndt at lægge brødet i køleskabet og brødet holder meget længere på den måde. I slutningen af ugen, lægger jeg de skiver der er tilbage i fryseren.

Selv om det med at skifte opvaskepulveret ud eller det med at lægge rugbrødet i køleskabet ikke alene vil indebære de helt store besparelser, så er det noget med mange bække små. Det vi sparer mest på, er det med at lave mad til to dage ad gangen og samtidig sørge for, der er nok til madpakken. Hvis ikke man gider at spise det samme to dage samme uge, så kan man jo lave den ekstra portion til fryseren og lade det gå en uge eller to før man spiser det igen.

Der er enormt mange små måder at spare på i hverdagen, så mon ikke der kommer en del II af denne liste på et tidspunkt. Mange af de ting der er på listen, sparer også på miljøet – så det er virkelig win-win.



5 thoughts on “Syv ’smertefrie’ spartips”

  • Rigtig gode sparetips
    Jeg har det lige som dig, jeg elsker også min tørresnor, og tøjet dufter dejligt, af en omgang udeluft. Den der med madpakken, skal jeg virkelig ha hanket op i. Et kæmpestort og dyrt hængepart jeg har der. Jeg har været rigtig god til det, men det er en af de vaner, der er super svære at holde fast i .

    • Tak Anja,
      Jeg har lige været ude for at hænge en omgang vasketøj op og det er virkelig blevet en af de stunder jeg nyder. Det bliver næsten lidt mindfulness-agtig 😉 Den med madpakken er ikke helt så mindfulness-agtig, men den er nu god nok alligevel at tage sig sammen til. Jeg spiser sjældent rugbrød til frokost, men en rest fra aftensmaden, kan jeg helt glæde mig til. Jeg er også begyndt at fryse rester fra middagen ind i portionsstørrelser, så at jeg altid har noget at tage med, hvis det ikke skulle blive rester en dag.

  • Jamen, altså, Malin, jeg har først lige opdaget at du har skabt en ny blog. Sikke et projekt! Til lykke med den! Den ser super indbydende ud 🙂
    Kh Nana

    • Jamen tak, Nana 🙂 Ja, det kan godt være det bliver voldsomt med to af slagsen, men alt dette med at leve mere bæredygtig, er noget der er kommet til at fylde mere og mere. Jeg var bange for at jeg ville komme til at kede nogen af mine Aargang73 læsere, men nu kan I jo vælge, om I vil følge med både her og der. Kh Malin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


%d bloggers like this:
Visit Us On Instagram