En minimalistisk blog med fokus på bæredygtighed

Økologi for dummies (som mig selv)

Økologi for dummies (som mig selv)

Interessen for økologi har indtil for ganske kort tid siden været lige med nul. Jeg har som regel altid valgt de varer som været ikke-økologiske grundet prisen. Tankegangen har nok været lidt: ‘en krone her og en krone der – mange bække små’. Vi har valgt at spare der hvor der spares kan, og det gik blandt andet ud over økologien.

Interessen for økologi er dog kommet snigende. Man kan nok sige, den er kommet snigende på grund af hele min livsstilomlægning da økologi pludselig går fint hånd i hånd med resten af min måde at leve på. Det er gået op for mig, at man godt kan spise økologisk selv om man sparer. Det er også gået op for mig, at økologi ikke kun er noget man spiser, men økologiske varer kan fås indenfor næsten hvad som helst. Som sagt; økologi for dummies…

At få øjnene op for økologi, kan være ganske omvæltende. Pludselig er der økologi alle vegne og det føles svært at træffe de rigtig valg. Burde man købe udelukkende økologisk tøj? Økologisk garn? Økologisk øl? Økologisk hudpleje og måske en økologisk tandbørste? Er det direkte uansvarligt at spise andet end økologisk kød?

Jeg vil nok aldrig blive et forbillede når det kommer til økologi og bæredygtighed, men jeg prøver på at finde en måde at leve på som passer til lige mig. Nogen ting føles vigtigere at prioritere end andre, men ved hjælp af små skridt føler jeg, at jeg er kommet et lille skridt nærmere mig selv. Økologi er dyrere end ikke-økologi og at lige pludselig skulle skifte alt ud til økologiske alternativer, er ikke muligt. Jeg vil dog gerne få mere økologi i mit køkken og i mit hjem generelt og en måde som fungerer fint for mig, er at successivt skifte vores produkter ud.

Økologi i køkkenet

I køkkenet startede jeg f.eks. med vores mælkeprodukter. Selv om en liter øko-mælk koster et par kroner mere end en almindelig, er dette skift ikke noget vi vil mærke til i vores budget selv om familien drikker ganske meget mælk. Vi spiser meget lidt rugbrød så her var også et oplagt sted til et skift. Den mørke chokolade til kaffen om aftenen er også blevet skiftet ud til en øko-variant, heller ikke den vil vælte vores økonomi. Produkter som rækker længe forsøger jeg også løbende at skifte ud mod et økologisk alternativ, f.eks. kakao, honning, kokosolie, olivenolie, ristet løg og sukker. Om man bruger 5 eller 10 kroner mere for disse produkter hver anden eller hver tredje måned, vil ikke gøre en stor forskel. Frugt og grønt forsøger jeg også i høj grad at prioritere. Det er lidt sjovt at gå på indkøb i det lokale supermarked, da man lige pludselig opdager helt nye varer!

Min dårlige samvittighed er kødet. Vi spiser meget kød og mange æg – noget som man med tanke på miljøet, burde lade være med. Vi er dog en familie bestående af 4 voksne og halvvoksne mænd og jeg er den eneste der synes at vi burde indføre en ugentlig dag eller to uden kød. Eller måltider med mindre kød. Økologisk kød er desværre noget dyrere end ikke økologisk og desværre, er kød fra fritgående dyr meget dyrere… Vi har dog valgt at købe en kvart ko – en ko som jeg ved, har haft et godt liv. Det hjælper lidt på samvittigheden. Men jeg har stadig rigtig ondt af alle de kyllinger vi spiser, som jeg ved, har haft en elendig liv! Jeg tænker, at det er det næste vi vil prioritere.

Bæredygtig tøj

I forhold til mit tøj er jeg blevet mere bevidst om hvor bæredygtig det er. Jeg har for første gang i mit liv købt noget økologisk undertøj og det føles rigtig. Det er ikke så meget ekstra man skal give, og det er en god følelse at vide, man er med til at støtte de bønder i f.eks. Indien som kæmper for at dyrke bomuld uden sprøjtemidler. Sidste gang jeg købte garn var det bevidst jeg valgte Alpaca-uld, da det det ifølge sigende skulle holde bedre og dermed være mere bæredygtig. Udover det, dog ikke som noget nyt, forsøger jeg så vidt muligt at finde brugt tøj i stedet for nyt. Siden et par måneder tilbage lever jeg med blot 33 styk tøj, og det gør virkelig en stor forskel til at begrænse tøjindkøbene og virkelig overveje, om man har brug for nyt.

Økologi i badeværelset

I badeværelset er der også sket en lille forandring. Jeg kan godt lide at bruge produkter som er så naturlige som muligt og jeg er derfor begyndt at bruge økologisk mandelolie som make-up-fjerner. Jeg har også skiftet min tandbørste ud mod en tandbørste i bambus og min deodorant mod en økologisk variant uden metaller. Jeg har også skiftet den købte bodyscrub ud mod en hjemmelavet lavet på økologiske produkter fra køkkenet.

Det starter ved tanken

Jeg er i høj grad også begyndt at tænke anderledes. Jeg har længe haft følelsen af at jeg alene ikke kan gøre en forskel og at det derfor kunne være lidt lige meget, alt det med at tænke på miljøet. Jeg føler faktisk nu at jeg gør en lille forskel og jeg føler at jeg tager ansvar. Eller, jeg er begyndt at tage ansvar. Der er stadig meget jeg kan og vil lave om på og fremfor alt, mangler jeg stadig en masse viden. Men jeg har taget et første skridt og det første lille skridt, er altid starten på en rejse, uanset hvor lang den er.



6 thoughts on “Økologi for dummies (som mig selv)”

  • Sådan! Der er desværre rigtig mange, der tænker at det ikke batter noget, hvis ikke man lever 100% økologisk, men jeg tænker, at hver gang jeg køber et økologisk produkt, så mindsker jeg mængden af kemikalier både i naturen, hvor dette produkt er dyrket, og i min families kroppe. 90% kemikalier er da stadig bedre end 100%… specielt hvis vi er flere der tænker sådan ;0)

    • Det gør man nemlig, Pia. Man kan ikke alene redde verden, men mange bække små. Rent personligt giver det også god en følelse at vide, man gør en lille forskel og lige som du siger, betyder det også noget at begrænser kemikalier i vores eget hjem.

  • Altså, lige kylling er ikke nødvendigvis bedre som økologisk. Alle de der billeder i tv om kyllingefarme er meget gamle og ikke tidssvarende. Kyllinger/høns i Danmark lever over de krav fra EU og har et rigtig godt liv. Økologiske kyllinger må f.eks. ikke få behandling, hvis de bliver syge og det er i min optik ikke særlig god dyrevelfærd.
    Og det er værd at notere, at det danske landbrug faktisk ikke bruger max kvoten af pesticider. En mark kan udnyttes bedre ved konventionel dyrkning end økologisk.
    Billedet er meget mudret i Danmark og det ville være dejligt, hvis der blev gjort en indsats for at informere os forbrugere ordentligt.
    Kh. Birgitte
    PS. Jeg køber selv økologisk, hvor jeg kan/har råd til. F.eks. mælk, gulerødder, yoghurt, sukker mv.

    • Tak for dit meget givende svar, Birgitte! Der kan du bare se – jeg har masser at lære. Jeg håber, at du har ret i at vores kyllinger faktisk lever bedre end hvad medierne informerer os om! Det er faktisk noget jeg kunne tænke mig at blive klogere på…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


%d bloggers like this:
Visit Us On Instagram