En minimalistisk blog med fokus på bæredygtighed

Mini-shopping-guide ved køb af brugt tøj

Mini-shopping-guide ved køb af brugt tøj

Dem af jer der har fulgt med på bloggen i noget tid, ved godt at jeg er glad for at shoppe i genbrugsbutikker. Det er noget jeg har gjort i et par år, og jeg har i løbet af disse år gjort nogle rigtig gode fund. Den sidste tid har jeg dog lavet en del fejlkøb, selv om jeg er så bevidst om at være lige så kritisk når jeg køber brugt, som når jeg køber nyt.Dem af jer der har fulgt med ved også, at jeg prøver på at leve minimalistisk. Minimalistisk på den måde, at jeg ikke har lyst at omgive mig med en masse ting jeg ikke bruger eller ikke bryder mig om. Derfor forsøger jeg at uanset om jeg køber nyt eller brugt, være kritisk når jeg køber. Dette for at undgå at fylde hjemmet med ting, som ikke fylder en funktion eller giver mig/os glæde på anden vis.

Lidt som en påmindelse til mig selv, og måske også til hjælp for jer, har jeg derfor lavet en lille mini-guide til hvad man skal tænke på, når man køber brugt.

Lav en liste

Det kan være en god idé at lave en liste over tøj du rent faktisk mangler. Listen kan ligge i din pung eller på din mobil og ved hjælp af listen er det nemmere at shoppe meget mere målrettet. Uanset om det er en butik med nyt eller brugt tøj, er det nemt at blive distraheret og listen, er en god måde at undgå impulskøb på. Ikke for at impulskøb i genbrugsbutikkerne plejer at være noget der sprænger budgettet, men fejlkøb støjer i garderoben, uanset hvor meget eller hvor lidt de har kostet. Jeg forsøger virkelig at kun have tøj i min garderobe som jeg bruger og som jeg er glad for at bruge – alt andet bliver sendt videre (eller tilbage) til genbrug. Hvis du har noget tøj du gerne vil af med, giver jeg her 8 bud på hvordan det kan gøres.

Kig kritisk på tøjet

Selv om tøjet er meget billigt, skal du se kritisk på det. Hvis bukserne ikke sidder helt som de skal, eller om farven på blusen ikke er helt dig, kommer du alligevel ikke til at bruge den. Er du skeptisk; hæng den tilbage hvor du fandt den. Det er på dette punkt jeg har fejlet den sidste tid og nogle af mine sidste køb ligger nu i en pose der skal tilbage til genbrug da de endte med at kun fylde i garderoben. Jeg har heldigvis ikke brugt mange kroner på det og hvis man skal se det positive i det, så går pengene jo endnu en gang til velgørenhed.

Hav tålmodighed

At købe tøj i genbrugsbutikker, kræver tålmodighed. Hvis det er cowboybukser du skal have, kræver det ikke kun at finde den helt rigtige model (noget der kan være svært i forvejen) du skal også være rigtig heldig for at lige disse bukser er i din størrelse. Jeg kan godt lide selve jagten, men hvis ikke man kan det, bliver det med at shoppe brugt tøj ingen større fornøjelse. Og hvis det er et par cowboybukser du skal bruge her og nu, er det nok ikke genbrugsbutikkerne du skal besøge.

Tjek syninger og knapper

Det er bare så ærgerligt at komme hjem med en ‘ny’ cardigan og opdage, at der mangler en knap. Eller at der er et lille hul på ærmet. Tjek tøjet ordentlig igennem. Hvis en knap sidder løs, kan den jo nemt sys fast igen og et lille hul i syningen kan også fikses. Men de mangler som ikke kan laves, er grund til at tøjet skal kasseres allerede i butikken. Sorte bukser der ikke længere er helt sorte, kan ofte farves, hvis man ellers er vildt med modellen og de sidder som de skal.

Min garderobe består efter hånd af en hel del genbrugstøj, og specielt basistøj som cowboybukser og cardigans har jeg været glad for at købe brugt. Nu mangler jeg lidt tøj til at føle mig lidt pæn i, tænker at det bliver noget, jeg køber nyt. Det første på min ønskeliste er en blomstret bluse – dem er jeg helt tosset med lige for tiden!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


%d bloggers like this:
Visit Us On Instagram