En minimalistisk blog med fokus på bæredygtighed

Loppefund

Loppefund

Lidt som en opfølgning på mit indlæg i torsdags omkring hjemmets store sparerunde, vil jeg lige tilføje, at jeg helt sikkert vil holde fast i nogen af de nye, gode vaner jeg har fået hen af vejen. Noget af det jeg nok er blevet lidt afhængig af, er at shoppe genbrug. Det er gået helt sport i det for mit vedkommende, og jeg føler jeg har vundet i lotteriet, når jeg kommer hjem med et godt køb fra Kirkens Korshær, det Blå eller det Røde kors. Jeg kan også godt lide at finde nogen ting der ikke står i alle andre hjem, men ting som kan bidrage til at hjemmet bliver lidt mere personligt.

Til forskel fra de (få) ting jeg har købt fra ny den sidste tid, har flere af de brugte ting fået en helt anden værdi for mig. De føles håndplukkede på en anden måde, og er ikke bare noget der kan byttes eller købes nyt igen hvis det af en eller anden grund bliver ødelagt.

Nogen af de loppefund jeg er blevet rigtig glad for og passer rigtig godt på (vasker dem endda op i hånden!) er disse oplægnings fad. De har sådan en fin størrelse og jeg kan godt lide det lidt gammeldags mønstre. Hvis disse går i stykker, kan jeg ikke bare gå ned i Bahne og købe et par nye – derfor passer jeg godt på dem.

Krukken fra Blå kors (øverst på siden) vidste jeg med det samme jeg ville have, når jeg så den. Jeg ved ikke hvad det er der gør, jeg så kan lide den, men jeg synes den har en anden slags ‘varme’ en mange af de ny-producerede krukker. Lige nu bor min Pilea i den, som i øvrigt flittigt formerer sig og skaber nye små baby-planter som jeg deler ud til venner og kollegaer.

loppefund

‘Mit blå hjørne’ i køkkenet består også til stor del af loppefund. Vores køkken er hvidt og har i flere år haft indslag af rødt og pludselig kunne jeg bare ikke holde det røde ud længe. Noget af det er sendt til genbrug og andet stillet et sted hvor jeg er fri for at skulle kigge på det hele tiden. De blomster der var plantet i røde krukker, blev plantet om i en fart.

Til gengæld er jeg blevet helt tosset med blåt så noget af min jagt i genbrugsbutikkerne er foregået med fokus på farven blå! Skålen (en svensk Höganäs) og krukken har jeg fundet i Kirkens Korshær’s butik og den lille figur fra Gustavsberg fandt jeg på DBA til en meget god pris. De to Kähler i baggrunden er desværre ikke noget jeg kunne finde til genbrugspris, men de stod på min ønskeliste sidste jul da de passede perfekt til mit ‘nye’ blå køkken. De kan til gengæld nemt erstattes, hvis det skulle ske et uheld med dem.

Til sidst vil jeg lige nævne de to solstole jeg fandt til en 20’er stykket og her bliver I nødt til at bruge jeres fantasi lidt… De trænger til en kærlig hånd, de skal i første omgang rengøres og males og derefter skal der nyt stof på. Men jeg kan lige se dem foran mig i sommer under æbletræet når de en gang bliver, lige som jeg gerne vil have dem. Fortsættelse følger i sommer på et tidspunkt… 😉



3 thoughts on “Loppefund”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


%d bloggers like this:
Visit Us On Instagram