En minimalistisk blog med fokus på bæredygtighed

Guide: Få styr på garderoben

Guide: Få styr på garderoben

I løbet af det sidste år, har jeg virkelig fået ryddet ud i min garderobe. Jeg havde på et tidspunkt en periode hvor jeg mere eller mindre var afhængig af at hele tiden få noget nyt tøj. Rigtig mange af mine køb foregik på Trendsales, og mit skab bugnede af fejlkøb. Alle disse fejlkøb blev til ret mange penge, og tøjet blev hængende i skabet for at på en eller anden måde kompensere for min dårlige samvittighed.Resultatet blev en garderobe fyldt med tøj, men hvor jeg aldrig havde noget at tage på. Mange af jer kender det nok, man åbner skabet og bukser, kjoler og bluser hænger i rækker, men der er bare ikke noget at tage på. Prøv lige at forklare din mand eller kæreste det 😉 Hvis du har på denne måde, trænger din garderobe sandsynligvis til en oprydning.

Idéen med oprydningen er at gøre sig af med alt det tøj, som ikke fylder andre funktioner end at tage plads i skabet. Jeg følte i lang tid modstand ved tanken på at gøre mig af med tøj som ikke fejlede noget, da jeg var bange for at ende med at ikke have noget, at tage på. Men hvis det er tøj man alligevel ikke bruger, bidrager det ikke med andet end falsk tryghed.

Få styr på garderoben – start med at skabe den rigtige stemning

Sæt god tid af til projektet, og vælg et tidspunkt hvor du føler dig motivered til at få ryddet ud. Sæt noget godt musik på, lav en kande kaffe og beslut dig for at lave en hyggelig stund ud af det. Måske kan du invitere en veninde til at hjælpe dig, men det skal gerne være en af dem, der tør at sige sin mening ;).

Sortere dit tøj

Start med at sortere tøjet i tre bunker; én med det tøj du umiddelbart føler du vil gemme, en med det tøj der skal videre, og en med det tøj som du er usikker på. Prøv på at lade være med at tænke for meget over hvert enkelt styk tøj, men stol på din umiddelbare mavefornemmelse.

Gå videre med tøjet som du gerne vil beholde og kig kritisk på en kategori ad gangen – f.eks. bukser. På denne måde kan du danne dig et overblik over hvor meget du egentlig har. Måske har du ikke brug for 12 par bukser eller 28 bluser? Eller måske står du rent faktisk og mangler nederdele, nu hvor du opdagede at dem du havde, hørte hjemme i genbrugs-bunken? Eventuelt kan du lave en liste over hvor mange par bukser, hvor mange par nederdele, hvor mange par… osv. du mener din garderobe skal indeholde. På den måde, kan du nemmere tage stilling til tøjet der nu er tilbage. Hvis du mener, at 5 par bukser er nok, skal du igen igang med at rydde lidt ud af bunken med bukser.

Send tøjet til genbrug eller giv det til en, som du tror, vil blive glad for det

Start derefter med det tøj som skal videre. Alt det som skal til genbrug, lægger du i poser og binder knude på – og mind dig selv om den gode gerning du gør . Hvis du har nogen omkring dig som måske vil blive glad for tøjet, så giv det videre. Min søster er f.eks. sød til at først samle alt tøj til gennemsyn før hun sender det af sted til genbrug, og både min mor og jeg har gjort et par gode fund blandt det, hun ikke selv trives i. Det er en god måde at gøre det på, da man som ‘modtager’ ikke føler sig forpligtiget til at tage noget af tøjet.

Sæt tøjet til salg

Er der noget af tøjet der kan betale sig at sælge? Min erfaring er, at det ikke kan betale sig at sætte tøj i prisklassen ‘H&M’ til salg på nettet. Det kan blive mange timers arbejde for få kroner. Gør dig selv en tjeneste og læg dette i sækkerne til genbrug, så at du kan komme videre i processen. Hvis der er noget du gerne vil sætte til salg på nettet, så gør det med det samme. Trendsales, Facebook eller DBA er nogle muligheder, men der er også andre.

Hvis du har meget der skal sælges, skal du måske overveje at leje en stand på et loppemarked (og så kan du lige så godt tage dit H&M tøj med også). På Markedskalenderen kan du se, hvornår der er et loppemarked i nærheden af dig. Tag din veninde eller din svigermor med og lav en hyggelig dag ud af det! Overskuddet fra salget kunne gå til en fælles middag eller en lille tur – alt efter hvor meget I får solgt.

Rundt omkring i landet popper også et nyt loppemarked koncept op. I Aalborg har vi f.eks. Guld og Rod, en stor butik hvor man lejer en reol på ugebasis hvor man kan stille alt det op, man gerne vil sælge. Der er personale som står for salget, og derfor tager de også en procentdel af din gevinst. Det er et godt koncept, hvis ikke man selv synes det er hyggeligt at stå på et loppemarked en hel dag. De har lignende butikker i Frederikshavn; Knudepunktet og i Århus og Randers; TakeNow – måske er der også en i nærheden af dig?

Vær kritisk

Og så tøjet i den ‘usikre bunke’… Tag det på, mærk det og vær kritisk. Sidder det godt? Er det behageligt at have på? Passer modellen til dig? Kan du lide farven? Har du brugt det i løbet af det sidste år? Hvis ikke, kommer du nok heller ikke til det i det kommende år. Vær kritisk. Og lad være med at gemme ‘bare for en sikkerheds skyld’. Hvis du stadig står med en bunke du er usikker på, som du ikke er klar til at tage afsked af endnu, læg det i en kasse og gem den i tre måneder. Hvis ikke du har savnet tøjet i løbet af denne tid, kan du nok rolig sende kassen videre.

Din nye garderobe

Læg/hæng dit tøj tilbage på plads, og se om der er ‘en rød tråd’. Du skulle nu gerne stå med en garderobe som fungerer, hvor der er overblik og hvor tøjet kan kombineres på kryds og tværs. En garderobe som giver dig følelsen af, at du altid har noget at tage på. Det tøj som er tilbage på bølgerne, skulle også gerne være det tøj, som du føler dig godt tilpas i. Måske er der noget du skal komplettere med, og disse ting, er nu nemmere at få øje på.

Siden jeg læste Marie Kondos bog; Magisk Oprydning, har jeg holdt fast i det at stille vores tøj op i skufferne. Det lyder underligt, men det virker simpelthen så godt. Når man folder tøjet og lægger det i bunker i skufferne, kan man aldrig se, hvad det er der ligger nederst i bunkeren. Og når man prøver på at finde ud af det, vælter tøjet og det bliver igen uorden. I denne video, kan du se, hvordan man gør det. Marie Kondo kommer fra Japan, og har derfor en anden kultur – noget der kommer til udtryk i videoen. Det kan du jo selv vælge, om du vil se bort fra 😉

A clear space – equals a clear mind



1 thought on “Guide: Få styr på garderoben”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


%d bloggers like this:
Visit Us On Instagram